Rollatorer til ældre

Jeg har virkeligt ondt i mit ene knæ. Jeg tror, det er slidgigt. Jeg har arbejdet hårdt som gartner i mange år og kan mærke, at knæene ikke kan lige så meget, som dengang jeg var ung. Smerten kan der gøres noget ved. Men gigten? Jeg er bange. Jeg vil ikke ende med at skulle gå med rollator hver gang, jeg skal i supermarkedet for at købe ind. Jeg ved, at det kan være en stor hjælp i hverdagen, men et eller andet sted, synes jeg, det er et nederlag for mig. Jeg har altid været stærk. At indrømme, at jeg ikke er så stærk som før, er i sig selv et nederlag.

Intet flovt i en rollator

Min datter siger, at det er noget pjat. Jeg skal da ikke gå rundt og være flov over at bruge en rollator. Det er der, mange mennesker, der gør. De er ikke flove. De har en sygdom, har haft en ulykke, eller er bare ikke stærke længere, og de bruger rollatoren, så de får det nemmere.

Jeg ved, hun har ret. Men alligevel. Hun siger også, at jeg skal tage det roligt. Hun synes, at jeg skal geare ned og gå til færre af alle de aktiviteter, jeg har gang i.

Men når jeg nu altid har været et aktivt menneske, og når det nu er vigtigt for mig at komme ud til mine aktiviteter, så må hun forstå, at jeg ikke bare kan geare ned. Hun må forstå, at det i forvejen er trist for mig, at jeg ikke længere kan spille fodbold på veteranholdet. At jeg så gerne vil ned og se nogle af deres kampe og heppe på vennerne der, er vel menneskeligt nok. Men det skal ikke ske, ved at jeg bruger rollator for at komme ned til fodboldbanen. Ikke tale om. Højest en stok.