Min datter er rejst til udlandet. Hun har planer om at blive væk herfra i et år. Hun vil finde arbejde der, hvor hun opholder sig, og så rejse videre til et andet sted, når hun har tjent penge nok til at kunne betale for billet og et billigt sted at bo.
Hendes plan er, at hun vil rejse rundt i Europa i et halvt års tid inden, hun så måske tager videre til USA. Det har altid været hendes store drøm at komme til USA. Jeg håber, det lykkes for hende. Men jeg håber sandelig også, at hun ved og stoler på, at hvis det hele går i fisk for hende, så sender jeg gerne pengene til hende, så hun kan komme hjem. Og herhjemme er der i det mindste et værelse og mindst 3 daglige måltider. Gratis. Med mors kærlighed som garanti.
Savner hende
Jeg savner hende allerede og håber lidt i det skjulte, at hun skriver hjem om en måneds tid og beder om penge til at komme hjem for. Men hendes stædige og nysgerrige karakter gør nok, at jeg først ser hende om meget lang tid. Hun har taget et fly til Frankfurt, og hun har allerede fået et job dernede. Som receptionist i en stor bank. Hun skriver, at hun skal stå op det meste af dagen, og at det er ret hårdt at skulle kunne smile til kunderne, når de kommer, og man har ondt i benene af at stå op så længe. Men ellers går det fint med jobbet. Hun har også forbedret sit sprog. Tysk har aldrig været hendes stærke side.
Balancestole der vipper
Jeg skriver tilbage til hende, at jeg er glad for at se, at hun har fundet et job, og at hun er glad. Jeg spørger hende, om de ikke kender til balancestole i Tyskland. Selv har jeg sådan en på mit arbejde. Jeg er laborant og bruger en vippestol, når der skal kigges i mikroskopet i lang tid. Jeg fortæller hende i min mail til hende, at hun skal spørge sin arbejdsgiver, om der mon ikke kunne blive afsat et lille beløb til en balancestol nede i receptionen – for den gode ergonomi. Jeg har sådan et billede af, at hun står der i stueetagen i en af de der skyskrabere med blanke vinduer og marmorgulve og lider i 8 timer hver dag. Jeg prøver at forklare hende, at hun skal passe på sig selv. Ikke bare fare ud og tage det første job hun finder. Det kan jo godt tænkes, at arbejdsbetingelserne er så hårde, at hun ender med at gøre skade på sig selv.
Slidgigt
Jeg kommer til at tænke på min kollega, som gik på pension i sidste måned. Hun har slidgigt i knæene. Hun har ikke haft gavn af, at vi fik vippestole på laboratoriet. Vi fik dem, nemlig først for 5 måneder siden. Indtil da var det noget med at stå op hele dagen. Og det har hun gjort et helt langt arbejdsliv. Så jeg forstår min datter, når hun siger, at det er hårdt at arbejde i receptionen dernede i Tyskland.
